Styresignalet indeholder to elementer, hvormed praksis bringes i overensstemmelse med EU-domstolens afgørelse i sag C-137/23 Alsen.

Styresignalet beskriver for det første en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende fritagelse for eller godtgørelse af mineralolieafgift af leverancer af olie til brug om bord i fiskerfartøjer, jf. mineralolieafgiftslovens § 9 stk. 1, nr. 3 og stk. 6, nr. 1 og 2. Ifølge praksisændringen kan ukorrekt farvede olieprodukter ikke i sig selv, som det ellers har fremgået af Den juridiske vejledning, føre til, at der kan nægtes sådan fritagelse eller godtgørelse, når der ikke er noget, som giver anledning til mistanke om, at der foreligger svig, misbrug eller afgiftsunddragelse.

Styresignalet beskriver for det andet en praksisændring og muligheden for genoptagelse vedrørende godtgørelse af mineralolieafgift af motorbrændstof til landbrugsformål mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 3. Ifølge praksisændringen kan anvendelse af ukorrekt farvet motorbrændstof ikke i sig selv, som det ellers har fremgået af Den juridiske vejledning, føre til, at der kan nægtes godtgørelse for motorbrændstoffet, når der ikke er noget, der giver anledning til mistanke om, at der foreligger svig, misbrug eller afgiftsunddragelse. Det er fortsat en forudsætning for, at der kan ydes godtgørelse af mineralolieafgift af motorbrændstof til landbrugsformål mv. og af leverancer af olie til brug om bord i fiskerfartøjer, at der foreligger fornøden dokumentation, jf. de til enhver tid gældende regnskabs- og dokumentationsbestemmelser i lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og tilhørende bekendtgørelser, jf. § 1, stk. 5, i bekendtgørelse 2023-08-25 nr. 1126 om farvning af gas- og dieselolier og petroleum.

Skattestyrelsen har rettet beløbsgrænsen for straksafskrivning vedrørende småaktiver efter afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, samt beløbsgrænsen for fradrag for restsaldi efter afskrivningslovens § 5, stk. 3. Beløbsgrænsen var ved en fejl angivet til 33.400 kr. og ikke 34.400 kr., som den rettelig er.

Sagen mod H1-virksomhed angik, hvorvidt selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2015- 2018 skulle forhøjes som følge af, at 114 indsætninger på selskabets ultimative ejer A’s private bankkonto var udeholdt omsætning i selskabet, og om H1-virksomhed’s momspligtige indkomst for afgiftsperioderne 1. kvartal 2015 til 4. kvartal 2017 skulle forhøjes som følge af denne udeholdte omsætning. 

Sagen mod A angik, hvorvidt A’s skattepligtige indkomst for indkomstårene 2015-2017 skulle forhøjes tilsvarende, fordi indsætningerne på A’s konto udgjorde maskeret udlodning fra H1-virksomhed. 

Sagsøgerne fik medhold i, at sagsøgernes skatteansættelser for indkomstårene 2015-2017 og H1-virksomhed’s afgiftstilsvar for perioden 1. april 2015 - 31. december 2017 skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen for så vidt angår 8 af de 114 indsætninger på A’s private bankkonto, i alt 36.910,74 kr. 

Skatteministeriet fik i øvrigt medhold i de nedlagte frifindelsespåstande i relation til de resterende 106 indsætninger på A’s private bankkonto, i alt 4.252.016,75 kr.

Sagen angik, hvorvidt der skulle betales afgift efter chokoladeafgiftslovens bestemmelser af to sukkerholdige sirupsvarianter samt en sukkerfri variant. Derudover omhandlede sagen en flydende frugtpuré med smag af eksotisk frugt.

Skatterådet kunne bekræfte, at der skulle betales afgift efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 4, af de to sukkerholdige sirupsprodukter med henholdsvis smag af saltkaramel og kirsebær. Der var ved vurderingen lagt vægt på, at sukker var karaktergivende for produkterne, samt at produkterne havde et udseende og en fremtoning, der tydeligt signalerede, at der var tale om sukkerholdige produkter. Det blev tillige tillagt vægt, at der var tale om forarbejdede produkter, som uden yderligere forarbejdning kunne anvendes og spises.

Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at der skulle betales afgift efter chokoladeafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 9, af et sukkerfrit sirupsprodukt med hasselnødssmag. Der var ved vurderingen lagt vægt på produktets beskaffenhed og anvendelse samt måden, hvorpå det blev markedsført.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der skulle betales afgift efter chokoladeafgiftslovens bestemmelser af en flydende frugtpure med smag af eksotisk frugt, da produktets organoleptiske egenskaber samt produktets beskaffenhed og anvendelse samt måden, hvorpå det blev markedsført, ikke var omfattet af chokoladeafgiftslovens bestemmelser.

Spørger har i 2023 og 2024 udviklet og solgt skindesigns på onlineplatformen Roblox, der er bygget op om, at spillerne kan interagere med hinanden i en digital økonomi/miljø, spille spil lavet af andre spillere/creators, og erhverve skins, digitale kreationer mv. til at udforme deres egen avatar ligeledes lavet af andre spillere/creators.

Alle skins sælges af og via platformen, og platformen bestemmer, hvilke skins der sættes til salg. Spørger har ingen kontakt med slutkunden og modtager ikke betalingen fra slutkunden. Spørger har derfor hverken indflydelse på, hvilke skindesigns der sættes til salg, hvem der ender med at købe dem, eller et ansvar i forhold til slutkunde eller platform. Spørger godskrives, efter en "pending" fase, 30 % af salgsprisen i Robux på sin spilkonto fra platformen. Spørger har som creator samlet tjent mere end XX mio. kr. på at sælge spildesigns via platformen, hvorfor Spørger ønsker bekræftet, at Spørgers udvikling og salg af skindesigns på platformen skal anses som erhvervsmæssig virksomhed.

Skatterådet kan på baggrund af en konkret vurdering ikke bekræfte at Spørgers aktivitet kan anses som erhvervsmæssig virksomhed.

Sagen angik fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj.

Retten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at Motorankenævnets afgørelse beroede på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet nævnet havde fastsat den afgiftspligtige værdi ud fra en samlet vurdering af køretøjet, herunder flere vurderingsværktøjer, en besigtigelse af køretøjet og særligt en udtalelse fra en professionel forhandler.

På denne baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Skatterådet kunne bekræfte, at fire af spørgers seks poser ikke var afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a, mens to poser ansås for afgiftspligtige.

De ikke-afgiftspligtige poser omfattede spørgers pose 1 som var fremstillet af R-pet non-woven materiale med en materialetykkelse på 80 gram/m2 med udvendig plastlaminering. Pose 4  var fremstillet af PP non-woven materiale med en materialetykkelse på 80 gram/m2. Bærepose 5 var fremstillet i PP woven materiale med en materialetykkelse på 132 gram/m2. Bæreposen 6 var fremstillet i PP woven materiale (indvendigt) og PP nonwoven (udvendigt laminering) med en samlet materialetykkelse på 195 gram/m2.

Pose 1 blev vurderet at have en tilstrækkelig robusthed, der primært kunne henføres til den udvendige plastlaminering. Syningerne på pose 4 bristede ved moderat træk, hvilket dog ikke gjorde posen afgiftspligtig, da belastningen ved almindelig brug på grund af posens beskedne størrelse vurderedes at være begrænset. Pose 5 ansås for at være tilstrækkelig robust ved almindelig brug mens pose 6 blev vurderet til at være meget robust.

De afgiftspligtige poser omfattede pose 2 og 3, som var fremstillet af henholdsvis R-PP non-woven og PP non-woven materiale og hvor begge poser havde en materialetykkelse på 80 gram/m2. Poserne ansås ikke for at være robuste, da poserne kunne perforeres ved moderat tryk og posens hanke og syninger bristede ved moderat træk.

Skattestyrelsen præciserer og ændrer på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-639/22 - C-644/22, praksis for pensionsordninger, der er garanterede (foruddefinerede) uden at være fuldstændigt garanterede. Fx ordninger med rente- eller ydelsesgaranti og mulighed, men ikke garanti, for bonus.

I forbindelse med pensionsordninger med en garanti til pensionskunderne, der ikke er fuldstændig, præciseres det, at der ved stillingtagen til, om pensionsinstituttet/-ordningen kan anses for en investeringsforening, skal ske en konkret aftaleretlig vurdering af, om størrelsen af pensionsrettighederne og -ydelserne hovedsageligt afhænger af resultatet af pensionsinstituttets investeringer.

Praksis om, at pensionsordninger med betingede garantier på visse betingelser efter en konkret vurdering kan anses for ugaranterede pensionsordninger, ophæves. 

Spørgerne havde siden 1990 erhvervet andele i ejendommen beliggende X-vej nr. Y. Ejendommen er en landbrugsejendom. Ejendommen er i dag ejet af Spørgerne med en ideel tredjedel hver. Spørgerne er søskende. Ejerandelene havde løbende ændret sig, og der har været andre ejere med i ejerskabet over ejendommen over årene, ligesom Spørger2 ikke var medejer ved erhvervelsen i 1990.

Ejerne havde sammen med deres ægtefæller/samlevere løbende ombygget og moderniseret de oprindelige staldbygninger og lader til beboelsesformål, således at der nu er 4 boliger på ejendommen.

Ifølge samejeoverenskomst havde de hver især eksklusiv boligret til hver en lejlighed på ejendommen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgerne ved afståelse af hver deres ideelle andel af ejendommen, ikke vil blive beskattet af en eventuel ejendomsavance ud over 8,33 % (1/3-del af 1/4-del) af ejendommens avance, jf. ejendomsavancelovens § 8, stk. 3.

Der var herved bl.a. henset til, at der med vedtagelsen af LFF 1994-03-23 nr. 219 blev indført et generelt forbud mod etablering af boligfællesskaber, der ikke er boligretligt regulerede som ejerlejligheder, andelsboliger og boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber. Det har således ikke siden 1994 efter andelsboligforeningslovens § 13 været lovligt i ejendomme med mere end 2 beboelseslejligheder at oprette nye boligfællesskaber i form af anpartslejligheder eller boliginteressentskaber med eksklusiv brugsret til en bestemt lejlighed. Det er disse former for ejerskab til anparter/andele i fast ejendom, der er omfattet af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 3. Undtagelsen i andelsboligforeningslovens § 13, stk. 3, fandt ikke anvendelse i det konkrete tilfælde.

En eventuel avance ved afståelse ville derfor være skattepligtig.

I styresignalet beskrives en fejl i Den juridiske vejledning, om hvorledes de forholdsmæssige bundfradrag skal beregnes ved udlejning af værelser i egen bolig eller udlejning af boligen en del af året efter ligningslovens § 15 Q, stk. 4. Styresignalet beskriver videre, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger på baggrund af den beskrevne model kunne udbetale godtgørelse for medarbejdernes strømforbrug til ladning af elektronikken i indsatslederbiler på medarbejdernes hjemadresse skattefrit som udlæg efter regning.

Den anvendte model indebar således ikke, at der kunne anses at være en tilstrækkelig dokumentation for de enkelte medarbejders forbrug at strøm til opladning på hjemadressen.

I sagen havde sagsøgeren, H1-virksomhed, selvangivet et fuldstændigt kursgevinsttab på samme fordring i indkomståret 2017 og 2019. I indkomståret 2018 havde sagsøgeren modtaget afdrag på fordringen, som sagsøgeren ligeledes havde selvangivet i et forsøg på at udligne det selvangivne tab fra 2017. Sagens omdrejningspunkt var, om der var grundlag for fradrag for tabet i 2017 og 2019. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort et sådant kursgevinsttab. Retten fandt, for så vidt angår indkomståret 2017, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at fordringens værdi ultimo 2017 var mindre end fordringens værdi primo. For så vidt angår indkomståret 2019 lagde retten vægt på, at der efter det oplyste ikke blev foretaget yderligere inddrivelsesskridt, efter betalingerne udeblev i starten af 2019, selvom skatteyder har oplyst, at skatteyders advokat i Y1-by ikke på noget tidspunkt har oplyst, at der ikke var mere at gøre.

Listen over godkendte luftfartsselskaber for 2025 er opdateret med yderligere 2 selskaber.

Skattestyrelsen har anerkendt, at i alt 22 luftfartsselskaber mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigstrafik og derfor står på listen for 2025.
Luftfartsselskaber, der ønsker optagelse på listen, skal årligt ansøge Skattestyrelsen. 
Meddelelsen opstiller en række betingelser, som skal være opfyldt for, at luftfartsselskabet kan opnå fritagelse for moms på leverancer af og til de enkelte luftfartøjer.

Spørger var amerikansk statsborger og havde boet og arbejdet i USA.

I 2022 var Spørger og Spørgers ægtefælle flyttet til Danmark.

Spørger havde gennem sit arbejde i USA opbygget pensionsopsparinger.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra hans amerikanske Traditional IRA-pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6. Som led i vurderingen fandt Skatterådet, at Spørgers pensionsudbyder kunne anses for et kreditinstitut omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 7, da pensionsudbyderen var godkendt af de amerikanske skattemyndigheder, og da den omhandlede pensionsordning skulle sidestilles meden pengeinstitutordning. Der blev lagt vægt på, at IRA-pensioner var standardiserede og lovregulerede pensionsprodukter, hvor opsparingen var adskilt fra Spørgers øvrige formue, og at der ikke kunne disponeres over de opsparede midler som på en almindelig bankkonto. 

Skatterådet kunne ligeledes bekræfte, at udbetalinger fra Spørgers amerikanske Traditional IRA kun kunne beskattes i USA efter artikel 18, stk. 1, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Da pensionsudbetalingerne kun kunne beskattes i USA, skulle Danmark derfor lempe. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold.

Skatterådet kunne også bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra hans US Office of Personnel Management pension, i form af en TSP-pension, efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6 men, at udbetalingerne kun kunne beskattes i USA efter artikel 18, stk. 1, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold. Som led i vurderingen fandt Skatterådet, at gældende praksis om, at offentlig administrerede pensioner ikke var omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A og § 53 B angår sociale pensioner mv., hvor udbetalingerne trådte i stedet for en offentlig ydelse, og ikke pensionsordninger der, ud fra en række vurderingsmomenter, svarede til danske arbejdsmarkedspensioner mv. Skatterådet fandt herefter, at pensionsordningen kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1, idet US Office of Personnel Management havde erhvervet livrenten hos et privat livsforsikringsselskab.

Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra US Department of Veterans Affairs (social pension) efter statsskattelovens § 4 litra c. Udbetalingerne kunne kun beskattes i USA efter artikel 18, stk. 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Lempelsen skulle ske ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold.

Sagen angik, om klageren ved overdragelse af en ejerlejlighed til sin datter kunne ansætte overdragelsessummen til den offentlige ejendomsvurdering - 15 %, svarende til 1.700.000 kr. Henset til, at klageren købte ejerlejligheden to år og syv måneder inden overdragelsen til sin datter for 4.995.000 kr. sammenholdt med, at klageren den 30. november 2017 optog et realkreditlån i ejendommen på 3.210.000 kr. svarende til, at realkreditinstituttet ved en maksimal belåning på 80 % havde anslået værdien af ejendommen til at udgøre mindst 4.012.500 kr., fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der skyldtes særlige, konkrete forhold vedrørende ejendommen, at værdiansættelsen på den offentlige ejendomsvurdering - 15 % kunne tilsidesættes. Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde fastsat handelsværdien til 5.000.000 kr., svarende til Vurderingsstyrelsens udtalelse om handelsværdien på overdragelsestidspunktet.

Sagen angik endvidere, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde pålagt renter af gaveafgiften fra den 1. maj 2021, og om klageren i givet fald kunne blive fritaget for betaling af disse renter. Gaven blev givet i forbindelse med overdragelsen af ejerlejligheden i 2020 og skulle i henhold til boafgiftslovens § 26, stk. 1, være anmeldt senest den 1. maj 2021. Da gaveafgiften ikke var anmeldt og betalt rettidigt, var det med rette, at Skattestyrelsen havde beregnet og opkrævet renter i henhold til boafgiftslovens § 38, stk. 1. Landsskatteretten fandt herved, at henvisningen i boafgiftslovens § 38, stk. 1, til opkrævningslovens § 7, stk. 2, var en henvisning til størrelsen af renten og ikke en henvisning til, at reglerne i opkrævningsloven generelt fandt anvendelse ved gaveoverdragelser omfattet af boafgiftsloven. Reglerne om fritagelse i opkrævningslovens § 8 fandt derfor ikke anvendelse. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse ikke led af sagsbehandlingsfejl i form af manglende iagttagelse af vejledningspligten og begrundelsespligten.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Bevisoptagelsen drejer sig om vurdering af softwareudvikling. Efter skønsmændenes besvarelse af skønstemaet tilkendegav begge parter, at de ønskede at skønsmændene besvarede supplerende spørgsmål.

Rekvirenten nedlagde påstand om, at samtlige af Skattestyrelsens spørgsmål og delspørgsmål skulle afvises som irrelevante, utilbørlige, unødigt procesforlængende, hhv. ikke-tilladelige "supplerende" spørgsmål, jf. retsplejeloven §§ 197, stk. 2, og 205. Herudover nedlagde rekvirenten påstand om, at Skattestyrelsen foreløbigt burde afholde omkostningerne forbundet med besvarelsen af de supplerende spørgsmål, jf. retsplejeloven 311, stk. 1-2, hhv. 343, stk. 3.

Skattestyrelsen nedlagde påstand om afvisning af rekvirentens supplerende spørgsmål SS 1, der, med henvisning til ligningslovens § 8 B vedrørende forsøgs - og forskningsudgifter, indebar, at skønsmændene skulle forholde sig til en retlig vurdering, som er op til retten at tage stilling til.

Retten tillod ikke rekvirenten at stille det supplerende spørgsmål SS 1 i dets nuværende form. Endvidere fandt retten ikke grundlag for at pålægge Skattestyrelsen foreløbigt at afholde udgiften til det supplerende syn og skøn. Endeligt tillod retten, at alle Skattestyrelsens supplerende spørgsmål kunne stilles til skønsmanden.

Sagen angik, om klageren i henhold til forbrugsafgiftslovens § 18 a hæftede for 71.250 kr. i afgift af 2.850 elektroniske engangscigaretter indeholdende 28.500 ml. nikotinholdige væsker, der af Toldstyrelsen blev fundet i to pakker adresseret til klageren ved to kontrolbesøg på et pakkecenter i januar og marts 2023. Landsskatteretten anførte, at pakkerne var sendt fra to afsendere i Tyskland, og at begge pakker var adresseret til klagerens adresse og med angivelse af hans telefonnummer. Under disse omstændigheder var der en formodning for, at klageren havde erhvervet varerne. Som udgangspunkt havde klageren derfor bevisbyrden for, at dette ikke var tilfældet. Da der ikke forelå konkrete omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at Skattestyrelsen kunne have tilvejebragt et bedre grundlag for at træffe afgørelsen, måtte klageren for at løfte sin bevisbyrde i fornødent omfang dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet varerne. Klageren havde afvist at have bestilt varerne og gjorde gældende, at der ikke var grundlag for den påklagede afgørelse, da den var truffet på baggrund af oplysninger, som var let tilgængelige, og som andre derfor nemt kunne bruge. Klagerens oplysning om, at han ikke havde bestilt varerne, var ikke nærmere begrundet eller uddybet, og der forelå ingen objektive kendsgerninger, som støttede, at han ikke havde erhvervet varerne. Der forelå ingen konkrete oplysninger om eller indikationer for, at klagerens oplysninger var blevet misbrugt. Klageren var ikke, herunder heller ikke for Landsskatteretten, fremkommet med oplysninger om, hvorvidt han havde modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller havde afvist betaling over for afsenderne. Klageren havde heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderne, hvorved klageren afviste, at han havde erhvervet varerne. Som sagen forelå for Landsskatteretten, havde klageren således - til trods for Skattestyrelsens afgørelse og klagebehandlingen - ingen relevante bevisskridt foretaget med henblik på i fornødent omfang at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at han ikke havde erhvervet de varer, som de tyske afsendere havde sendt til ham på hans adresse. Herefter måtte det lægges til grund, at klageren havde erhvervet varerne og dermed hæftede for afgiften, jf. forbrugsafgiftslovens § 18 a. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.